Eva Enhjørning - et bonuseventyr
Velkommen til "Dyrejagt med Hos Venner".
Rundt i byen og området finder du mange forskellige dyr med hver deres lille historie. Vi ønsker dig rigtig god fornøjelse.
Tillykke! Du har fundet Bonus-dyret i "Dyrejagt med Hos Venner", nemlig Enhjørningen Eva. Her er der ingen rim og remser, men tilgengæld et eventyr om enhjørningen, dragen, muldvarpen, myggen, mod, venskab og meget mere. God fornøjelse!
Du kan evt gemme på din mobil og læse den senere.
Indledning
Dette er historien om, hvordan enhjørningen gik fra at være et meget anerkendt, vellidt og respekteret dyr med masser af venner - til pludselig kun at være et "sagndyr", som ingen rigtig vidste noget om, og egentlig var lidt i tvivl om, det nu var et dyr, der i virkeligheden havde eksisteret. I dag ville det omtrent svare til, at man gik fra at have 1000 gode, rare og omsorgsfulde venner på Facebook den ene dag, til kun at have 1, som egentlig bare var der ved et tilfælde, tilbage den næste. Eller at du taber fodboldkampen, selvom du har været foran 10-0 med kun få minutter tilbage. Altså noget rigtig møj, noget du ikke bare sådan lige kan fikse eller få lavet om.
Men hvordan kunne det gå så galt? Kunne det ikke stoppes? Når nu alle så godt kunne lide Enhjørningen, måtte der da kunne gøres noget, - det korte svar er Nej! Faktisk kunne det nemt være gået meget værre, så Enhjørningen var blevet glemt helt og aldeles og ingen af os nogensinde ville snakke om den igen eller huske den. Heldigvis gik det da ikke så galt, men det var meget tæt på, og havde Enhjørningens rigtig gode ven, Dragen, ikke også været der, og havde de ikke været modige og tapre, ville vi helt sikkert ikke kunne huske noget om, hverken Enhjørningen eller Dragen den dag i dag.
Historien starter
Det hele startede den dag Universets Leder, pludselig stod foran porten til slottet, hvor Dyrenes Dronning boede. Han var en stor og ubehagelig skikkelse, der ikke sagde meget, men som alligevel kunne bestemme det hele, i kraft af hans stilling og fremtoning. Han syntes, at der var kommet uligevægt i dyrenes verden, og havde bestemt, at der fremover skulle være mindre dyr end der var nu. Han havde bestemt, at 2 dyr skulle hoppe i "Glemslens Hul", og aldrig mere blive nævnt eller husket af nogen. Ikke noget der var til diskussion, og ingen argumenter var gode nok til at ændre det, han havde bestemt.
Dyrenes Dronning gøs ved tanken om at skulle af med nogle af de mange dyr i hendes verden, men der var ikke noget at gøre ved det, - som sagt, kunne hun ikke argumentere imod ordren fra Universets Leder. Der var ikke andet at gøre, end at adlyde. Ingen vidste hvad Universets Leder kunne finde på, hvis hans befalinger ikke blev overholdt, og Dyrenes Dronning var glad for at være Dronning, så hvis hun ville beholde sin plads, blev hun nødt til at gøre som der blev sagt.
Uha, Glemslens hul…….det var, havde hun fået fortalt, ikke et rart sted. Når først du var hoppet deri, kunne ingen huske dig, ingen snakkede om dig længere, og ingen ville nogen sinde nævne noget om dig igen. Hun vidste, der før var nogle som var hoppet i hullet, men hun vidste ikke hvem og hvordan, og kunne slet ikke huske hvorfor. Glemslens hul befandt sig helt ude ved verdens ende, og du skulle vandre langt for at komme derud, igennem mørke skove og dybe dale, fuld af farer og magiske kræfter, der hellere end gerne ville undgå, at du forlod skoven igen.
Hvordan skulle hun dog bestemme hvem, der nu skulle hoppe i hullet. Hun anede ikke sine gode råd, og vidste slet ikke hvordan, hvorfor og hvorledes hun skulle gøre det. Skulle hun bare vælge 2 tilfældige dyr? Selv om hun elskede alle dyr i Dyrenes Rige, kunne hun nok, hvis hun absolut skulle, finde 2, som hun gerne ville af med. To som ikke mange kunne lide og som ikke rigtig havde nogen venner. Eller skulle hun se på, om nogle dyr ligefrem havde gjort sig fortjent til at blive glemt….men hvordan skulle hun lige få dét sagt?, eller skulle hun lave en konkurrence?….Ja, en konkurrence var nok det bedste. Den skulle foregå på en fair måde og have flere forskellige opgaver, så hun var sikker på, at det var de rigtige dyr, der vandt, og dermed fik lov til at blive i Dyrenes verden og også de rigtige dyr, der tabte og dermed skulle hoppe i Glemslens hul for at blive glemt til tid og evighed.
Stormøde i parken
Dyrenes Dronning indkaldte til stormøde i parken foran slottet, hvor der var plads til, at alle dyr kunne samles. Alle dyr mødte op, høj som lav, tyk som tynd, gående, hoppende, flyvende, svømmende, svirrende, alle dyr i Dyrenes verden var tilstede.
Dronningen trådte frem, fortalte om ordren fra Universets Leder, og opfordrede alle til at gå sammen 2 og 2, hvorefter hun ville vælge 3 hold til at kæmpe imod hinanden i 3 forskellige konkurrencer med overskrifterne ville være Venskab, X-factor og Punktlighed, og hvis nogle ville melde sig frivilligt til konkurrencen var dette også muligt. Konkurrencens taber var det hold, der scorede mindst point i de 3 opgaver, og som undgik at blive diskvalificeret.
Der blev meget stille på pladsen foran slottet. Det var alligevel noget af en melding at få. Stilheden var larmende, ingen ville sige noget. Langt de fleste stod og kiggede ned i jorden, og ville ikke udtages til konkurrencen.
Der gik dog ikke lang tid før Enhjørningen, som var på hold med sin bedste ven Dragen, trådte frem og meldte sig frivilligt. De mente, de umuligt kunne tabe en konkurrence med overskrifterne Venskab, X-factor og Punktlighed.
Bagerst i parken stod Muldvarpen, som var på hold med Myggen, lidt for sig selv. For selvom alting i Dyrenes Verden var fryd og gammen, uden fjendskab og magtkampe, var der alligevel ikke rigtig nogle der kunne lide Muldvarpen og Myggen, - de var lidt undtagelsen, der bekræfter reglen om, at der altid er et men, - . De gjorde ikke noget godt for nogle andre, de var ikke til nogen nytte og de tænkte altid kun på sig selv. Meget overraskende meldte muldvarpen og myggen også sig selv til konkurrencen. Dyrene i parken foran dronningens slot kunne ikke lade være med, at undre sig over deres frivillige medvirken i konkurrencen, for alle vidste godt, at de ikke var de bedste venner, ikke havde megen x-factor og nærmest aldrig kunne møde præcist, så hvorfor de havde meldt sig frivilligt, virkede ærlig talt lidt mystisk og mærkeligt.
Det sidste hold i konkurrencen udpegede Dyrenes Dronning tilfældigt og det endte med at blive Løven og Blåhvalen, hvilket de egentlig havde det fint med, nu hvor Muldvarpen og Myggen også havde meldt sig, - for de mente da absolut, at de både var bedre venner, havde mere x-factor og var noget mere punktlige og præcise, end de 2 lidt upopulære dyr.
Konkurrencerne
Første konkurrence skulle allerede afholdes kort efter mødet i parken. Det var en konkurrence om venskab, og betød, at de 2 dyr på hvert hold skulle snakke om deres venskab foran Dyrenes Dronning, som var dommer i dysten. Enhjørningen og Dragen, Løven og Blåhvalen brugte lang tid på at fortælle og forklare, hvor gode venner de var, hvor lang tid de havde kendt hinanden, holdt af hinanden, ikke kunne undvære hinanden osv, mens Muldvarpen og Myggen egentlig ikke rigtig sagde noget, mumlede lidt, kiggede ned og ikke rigtigt virkede til, at gå op i konkurrencen, selvom de udmærket vidste, hvad det betød.
Der var ikke nogen tvivl hos Dyrenes Dronning, - Muldvarpen og Myggen havde tabt første opgave. 1 point til hvert dyr på de 2 første hold og nul point til muldvarpen og myggen. Ingen af holdene blev diskvalificeret og de var derfor alle stadig med i konkurrencen.
Konkurrence nr. 2 skulle afholdes ved aften tid. Solen var så småt ved at gå ned over parken og tusmørket var begyndt at melde sig. Her skulle hvert dyr på scenen for at præsentere sig selv, og fortælle eller vise, hvad der gjorde, at de havde x-factor. Alle andre dyr i parken skulle herefter klappe, huje og juble så højt de syntes det medvirkende dyr havde fortjent. Det hold der sammenlagt fik publikum til at juble mindst ville tabe dysten. Løven startede: den kom på scenen med et kæmpe brøl, som kun løvernes konge kunne lave. Folk i parken jublede og hujede alt hvad de kunne, - de elskede løven. Blåhvalen var næste: den var en smule nervøs, for hvad kunne den ud over at være kæmpestor? Jeg er verdens største dyr, og bedste venner med løven. Publikum elskede det, løven og blåhvalen havde klaret opgaven godt. Herefter var det Enhjørningens tur, - det var ingen sag for den, for alle elskede Enhjørningen, dens flotte horn og dens regnbuefarvede manke, - publikum hujede og jublede højere end de nogensinde før havde gjort, - Enhjørningen havde i den grad x-factor. Dragen var næste, - lige i det den trådte op på scenen, kunne den mærke at et stort nys var på vej. Åh nej, jeg kan da ikke nyse nu, tænkte den, men der var intet at gøre. Lige i det den stod midt på scenen, nyste den, som den aldrig havde gjort det før, et kæmpe nys med, når man er drage, tilhørende stik-flamme ud af munden. Flammen lyste himlen op, nærmest som fyrværkeri, og det flotteste billede viste sig med Dronningens Slot, bjergene og aftenhimlens spredte skyer i baggrunden. Aldrig havde dyrene i parken set noget på flot. Først var de et øjeblik helt mundlamme, så Dragen nåede at blive nervøs, men straks derefter brød en kæmpe jubel løs, og tilskuerne var ellevilde med det de havde set. Ingen tvivl om at de 2 første hold havde klaret opgaven perfekt. Muldvarpen og Myggen havde virkelig noget at leve op til, hvis ikke de også skulle tabe denne opgave.
Myggen gik på scenen, igen uden rigtig at gøre noget, uden at sige noget og uden at virke til rigtig at gide, - og præcis det samme skete med Muldvarpen. Dyrene i parken var mundlamme, ingen sagde noget og ingen forstod, hvad var de var ude på, hvorfor havde de selv meldt sig til konkurrencen, hvorfor ville de tilsyneladende gerne hoppe i Glemslens hul og nærmest frivilligt lade sig glemme til tid og evighed?
Det var tid til at Dyrenes Dronning skulle uddele point. Igen 1 point til hver dyrt på de 2 første hold, og nul point til Muldvarpen og Myggen. Ingen blev diskvalificeret. Stillingen var nu således at Muldvarpen og Myggen ikke kunne nå at indhente de to andre hold, og tredje og sidste opgave var derfor nærmest ligegyldig, men Dyrenes Dronning insisterede på, at alt skulle gå rigtigt til. Så tredje og sidste opgave skulle også løses.
3. opgave var den letteste af dem alle, og handlede blot om at skulle møde op i parken den næste dag, en halv time efter solopgang. "Den er nem" sagde løven, "jeg vågner altid en halv time før solopgang, det har jeg altid gjort. Så henter jeg dig, Blåhval, og vi er her i god tid". Det samme sagde Enhjørningen, - "jeg vågner altid ved solopgang, fordi solens første stråler lyser på min pude og opvarmer min glinsende manke. Du kan bare sove hos mig, Drage, så kan vi følges ad her til parken og være her uden at komme for sent".
Det så ikke lovende ud for Muldvarpen og Myggen. De to andre hold havde nærmest allerede vundet, men alligevel var de ikke det mindste kede af det, ængstelige eller nervøse. Hvad var dog deres plan? Hvad var meningen med at være så ligeglade og upåvirkelige?
Afgørelsen
Da solen dagen efter stod op over en skyfri horisont vågnede Dyrenes Dronning med en mærkelig fornemmelse i kroppen. Det var en smuk og stille morgen, men alligevel var det som om, der var noget galt, - en underlig følelse af at skulle tage afsked med nogen, man godt kunne lide. Mærkeligt, tænkte hun ved sig selv, for hun kunne egentlig, hvis hun skulle være helt ærlig, sagtens leve med at Muldvarpen og Myggen skulle hoppe i Glemslens Hul, og det var jo sådan, det så ud til at ende med, - men alligevel havde hun en underlig fornemmelse af, at der kunne være noget galt.
Da hun kom ned i parken foran slottet stod Løven og Blåhvalen allerede og ventede. Punktlig og præcis, det blev ihverfald ikke dem, der skulle hoppe i hullet. Faktisk ved vi jo alle godt, i og med, at Muldvarpen og Myggen stadig findes, at de også kom til tiden. Muldvarpen noget forpustet, stadig med jord på poterne, fulde af vabler og kløerne helt slidt ned til roden. Myggen med øjenlåg så tunge som bly, som om den slet ikke havde sovet, og med vingeslag så langsom, at den knap kunne holde sig i luften….., men de var der til tiden, en halv time efter solopgang, og kunne derfor ikke diskvalificeres.
Værre så det ud for Enhjørningen og Dragen. De havde sovet som sten, og ganske rigtigt, som forudsagt af Enhjørningen, vågnet ved solens stråler på hovedpuden, og derefter stille og roligt kommet til sig selv, og glade og intetanende begivet sig afsted mod parken ved dyrenes dronnings slot, sikre på, at de ikke ville tabe konkurrencen. På vejen derhen havde stemningen været god, de havde fortalt hinanden vittigheder og havde grinet og hygget sig.
Da de kom frem til parken, mødte de kun Dyrenes Dronning, som stod med synlige tårer i øjenkrogen og med vemod i stemmen fik fremstammet: Enhjørning og Drage, i er diskvalificerede, i er kommet en time for sent, og skal straks gå imod verdens ende og hoppe i Glemslens hul. Hvad? Enhjørningen og Dragen forstod ingenting, de var vågnet som planlagt og mente selv, de var meget punktlige og præcise, men der var ikke noget at gøre, ikke noget at diskutere, Dyrenes Dronning kunne ikke tage fejl og de måtte bedrøvede begive sig afsted mod verdens ende og det uhyggelige Glemslens hul.
Men........hvordan?
Ingen forstod hvordan det kunne gå så galt, hvorfor kom de ikke til tiden?, når nu de, som forudsagt, var vågnet ved solens stråler. Hvordan kunne de så komme for sent og blive diskvalificeret i konkurrencen?. Kun Muldvarpen og Myggen havde en fest, og vidste, hvad og hvordan det var sket. Muldvarpen havde hele natten, mens myggen havde holdt vagt, gravet og gravet under Enhjørningens hus, og tilsidst fået fjernet så meget jord, at huset var begyndt at synke centimeter for centimeter, stille og roligt, dybere og dybere ned. - Derfor var det ikke, som det plejede at være, solens første stråler, der havde vækket Enhjørningen, men derimod de stråler, da solen stod højere på himlen og klokken efterhånden var noget mere end en halv time efter solopgang, der kunne ramme det synkende hus og hovedpuden, som vækkede holdet med Dragen og Enhjørningen. Dermed kom de for sent og blev derfor diskvalificeret i konkurrencen.
Det er måske derfor, ingen kan lide muldvarper og myg, og der absolut ikke er nogen grund til ændre denne opfattelse. Det er nemlig dem, der er skyld i at Enhjørningen og Dragen måtte hoppe i "Glemslens hul" og tilsyneladende blive glemt for altid……..? og dog, for sådan gik det jo ikke. Vi kan jo stadig huske, at der findes både drager og enhjørninger, vi snakker om dem, fantaserer, drømmer, og ser dem på film. De er da på ingen måde glemt, og det er der en helt særlig grund til:
Den fortryllede skov
På vej til Glemslens hul, som ligger helt ude ved verdens ende, kommer Enhjørningen og Dragen igennem Feernes og Alfernes rige. En del af verden som på én gang både er fantastisk smuk og betagende med store bjerglandskaber og uendelige grønne dale og marker, men også uhyggelig, mørk og skummel med store dybe, tætte og fortryllede skove. Efter Feerne og Alfernes rige ligger Glemslens hul. Forestil dig, at Verden ophører. En kystlinje uden vand. Land, og derefter: Ingenting, bare ingenting. Sådan er Glemslens hul. Ingen ved, hvordan det er dernede, men alle ved, at hvis du først er der, kan ingen huske, at de engang har kunnet huske dig. Det er ikke umiddelbart fordi, Glemslens hul, er noget uhyggeligt eller dystert sted, - der kan måske også sagtens være skyfri himmel og glade dage, - men ingen ved det!, for ingen kan huske, hvem eller hvorfor, nogen er hoppet deri.
Enhjørningen og Dragen nærmede sig hurtigt den mørkeste del af skoven. Godt de var sammen, de to, for skoven er uhyggelig, og altid i bevægelse. Træerne står ikke stille, men bevæger sig hele tiden, og får skoven til at føles uendelig stor. Skoven er så tæt, at lyset ikke når helt ned i bunden. Her er mørkt og uhyggeligt, - vinden blæser, træerne tuder og grenene ligner store arme, der prøver at fange dig. Enhjørningen og Dragen krammer hinanden og går stille skridt for skridt, det gælder om at fokusere og tro på, at man nok skal komme ud på den anden side. I den allerdybeste del af skoven, hører de pludselig en lille spinkel stemme råbe om hjælp. Er der virkelig nogle, der mangler hjælp, eller er det den fortryllede skov, der prøver, at få dem forvildet endnu dybere, endnu længere ind. Igen høres den spinkle stemme råbe om hjælp……….. HJÆLP! HJÆLP! Straks ser de en lysning, som kunne tyde på, at de næsten er ude af skoven. Dejligt! så er den uhyggelig og fortryllede skov overstået, og de kan komme videre. Men råbene om hjælp gør, at de føler, de må gøre noget, og de beslutter hurtigt at vende om, - ind i skoven igen, ind i mørket og uvisheden. Hvad har de også at tabe? Ingenting! for Glemslens hul er måske ikke meget bedre end den fortryllede skov, hvem ved?
Men hvor kommer den lille stemme og råbene om hjælp fra?, - det er ikke nemt, når skoven hele tiden forandres, og aldrig står stille. Igen høres det spinkle råb om hjælp. Enhjørningen og Dragen aner ikke deres gode råd, hvad skal de gøre. De prøver at råbe igen, men kan ikke finde ud af, hvor hjælpen mangles. De er tæt på at give op, de må sande, at skoven er for stor og for tæt, for forvirrende og forviklet. De krammer hinanden og bliver enige om, at det nok bare er Skoven, der er ude på, at drille dem, - de må videre, og prøve at finde ud af skoven - alligevel hellere satse på, at Glemslens hul ikke er så slem, end at være fanget i den fortryllede, uhyggelige og mørke skov til tid og evighed.
Ajah
Straks de bevæger sig videre, er det som om skoven overgiver sig og pludselig åbner op. Lyset når ned til skovbunden, og himlen kan anes mellem trætoppene. Vinden lægger sig, grenene ligner ikke længere arme og bladene på træerne viser deres lyse side. Midt i en lysning får de pludselig øje på en lille spinkel skikkelse, - ikke meget højere end en træstub, med hår lysere end solen, øjne mere blå end himlen og en kjole grønnere end den grønneste skov. "Jeg er Alfe-prinsessen, Ajah. I har reddet mig. Jeres venskab, mod og tro på bedre tider har overvundet den fortryllede skov. Midt i jeres egen dystre skæbne, holdt i sammen som venner, var modige, da det så allermørkest ud og troede på, at fremtiden kunne være bedre end at være fanget i den dybe skov." Ajah, havde været taget til fange af skoven i lang lang tid, og kunne kun befries, hvis venskab, tro og mod blev forenet mod skoven, på trods af dystre fremtidsudsigter. "I må være på vej til Glemslens hul, jeres fremtidsudsigt er dyster, alligevel fandt I mod og tro på, at der venter jer noget bedre end den fortryllede skov. Jeres venskab er stærkt, og dermed har I reddet mig fra skovens forbandelse. Følg med mig til alfernes slot, jeg er sikker på mine forældre vil modtage jer som helte."
Alfernes slot var et fantastisk sted. Midt imellem tilgroede bjerge og dybe kløfter åbnede landskabet sig pludselig op, og det mest fortryllende og betagende slot kom til syne. Her boede alfernes konge og dronning, og de blev overvældende lykkelige da de fik øje på Enhjørningen og Dragen med alfeprinsessen i mellem sig.
"I har vist mod, tro og venskab og reddet min datter fra skovens mørke kræfter. Jeg kan regne ud i er på vej til Glemslens hul, men jeg kan love jer, at I aldrig vil blive glemt, så længe I holder modet oppe, venskabet stærkt og tror på fremtiden. Jeg kan ikke redde jer fra befalingen, og lade jer gå tilbage til Dyrenes Rige, men jeg kan, fordi i har reddet min datter, love jer en fremtid i drømme, eventyr og sagn fra gamle dage, - så længe I selv vil og ønsker det. Hop I roligt i hullet, jeg er sikker på, at der vil være trygt og godt, og hvem ved, måske en dag I igen kan vende tilbage til Dyrenes Rige, man ved aldrig hvad Universets Leder kan finde på.
Derpå kunne Enhjørningen og Dragen uden ængstelse og uvished hoppe i Glemslens hul, uden for alvor at blive glemt. De nærmest svævede væk hånd i hånd, forvisse om, at så længe de selv ønsker det, så længe vil og kan vi huske dem.